Travelling Rachel

Hugo Larsens vestindiske malerier og tegninger er mere end 100 år gamle, og motiverne fortæller om en svunden tid, som nu er historie. Men i løbet af hundrede år gennemlever de fysiske malerier og tegninger deres egen historie, og den kan også være interessant. Her er et eksempel.

Maleriet er karakteristisk for kunstnerens vestindiske billeder: Impressionistisk, farvemættet og holdt i lyse nuancer. Den afbildede er en ung vestindisk kvinde med stolt holdning og de karakteristiske lange arme og hænder, som vi også i dag kan finde på øerne. Lige så karakteristisk er det, at byrderne bæres på hovedet, givetvis en del af baggrunden for den smukke holdning. Ved første øjekast er det ikke nødvendigvis nogen bestemt person, som vi ser. Det ligner snarere en bestemt type, som kunstneren vil fastholde i dette dejlige portræt. De tidligste undersøgelser tyder heller ikke på, at maleriet er et bestillingsarbejde, for det blev solgt til en Reimund Baumann, som arbejdede på St. Croix og ikke på St. Thomas i 1906, da det blev malet.

Reimund Baumann (1874-1958) var søn af en jævn skibsfører i Korsør. Slægten kan vistnok føres tilbage til en middelalderlig adelsslægt i det tysk-franske grænseområde. Den danske gren var kommet til landet som militærfolk og blandede sig efterhånden som indvandrere flest med den øvrige befolkning. Nogle fortsatte i militæret, nogle blev præster, og andre blev altså fiskere og skibsførere som Reimunds far. Lidet kunne familien ane, at sønnen ville noget helt andet og skulle få en international diplomatkarriere, men det gjorde han.

Det starter med en juridisk embedseksamen i 1899. Allerede året efter udsendes Baumann som fuldmægtig i guvernementet for Dansk Vestindien i St. Thomas. I 1904 - samme år som Hugo Larsen ankommer til De vestindiske Øer - udnævnes Baumann til politimester og dommer i Christiansted på St. Croix, hvor Hugo Larsen opholder sig et års tid i 1905-06.

Da Lars Christian ("Tom") Helweg-Larsen udnævnes til guvernør i 1912, forfremmes Baumann til guvernementssekretær, og han bliver i denne post, indtil Dansk Vestindien overdrages til U.S.A. i 1917. Men han forbliver på øerne indtil 1920, nu blot som generalkonsul med ansvar for at afvikle den danske administrations forpligtelser på øerne.

Da jobbet er fuldført, sejler Baumann hjem til Danmark d. 20. april 1920. Her kommer maleriet ud på sin første rejse over Atlanten, men det bliver langt fra den sidste. Allerede året efter er der igen bud efter Baumann som generalkonsul, denne gang i Chicago. Her sidder han frem til sin pensionering, dog afbrudt af en periode under besættelsen, hvor han sammen med andre danske diplomater i U.S.A. bliver afskediget i samarbejdspolitikkens navn for at følge ambassadør Henrik Kaufmanns ordrer og ikke dem, der udgår fra regeringen i København. Da besættelsen ophører i 1945, er Baumann formelt over sin pensionsalder, men bliver genansat og sidder i stillingen til 1947.

I 1948 vender Baumann og hans hustru tilbage til København, hvor han dør i 1958. Parret har tre børn, og af disse arver Vilma maleriet. Hun er bosat i USA, og dermed kommer maleriet altså ud på sin fjerde atlanterhavsrejse. Vilma gifter sig senere med en amerikaner, Walter Stanley, og parret bosætter sig i El Paso i det sydvestlige Texas ved den mexikanske grænse.

I 1970-erne flytter en børnerig familie ind ved siden af det barnløse ægtepar Stanley. Det går selvfølgelig ikke uden gnidninger, men med tiden udvikler Vilma Baumann Stanley et nært venskab med naboens datter, nu Rosemary Martinez, som i perioder passer og sørger for Vilma på hendes gamle dage. På et tidspunkt forærer Vilma maleriet til Rosemary, i hvis soveværelse det har hængt indtil for nylig. Da Vilma dør i 2003, er det også Rosemary, som må rydde op og gemme Vilmas familiepapirer.

På sæt og vis er der et kulturelt bånd mellem den afbildede og Rosemary og hendes mand. Den vestindiske befolkning er jo oprindeligt indbyggere i Afrika, som blev revet ud af deres kultur, gjort til slaver og fragtet på danske slaveskibe til Caribien for at trælle i sukkermarkerne. Rosemary og hendes Joseph er begge af indiansk afstamning og tilhører dermed en kultur, som systematisk er blevet undertrykt og forsøgt fjernet af de hvide amerikanere.

Rosemary kalder den portrætterede for Rachel. Hun hilser hver morgen på "Rachel og Hugo", som hun siger. Og hun undrer sig over, hvem denne Hugo Larsen dog kan være, dog uden at gøre noget ved sagen.

Men i sommeren 2007 spørger Joseph sin Rosemary, om det ikke er på tide at finde ud af noget om Hugo Larsen. Rosemary går ind på denne hjemmeside, læser om min interesse for Hugo Larsen og kontakter mig for at fortælle, at hun har maleriet. I første omgang beskriver hun ikke maleriet nærmere. Jeg er selvfølgelig interesseret, men ikke mere end det. Der er mange malerier af Hugo Larsen, og de er ikke alle lige spændende. Men da Rosemary nogle dage senere mailer et fotografi til mig, får jeg nærmest et chok, af de behagelige altså. Så smukt, så karakteristisk og alligevel helt ukendt.

I min umiddelbare begejstring for maleriet kommer jeg til at nævne for Rosemary, at vores datter Sanja skal giftes senere samme sommer, og at jeg ville elske at kunne forære hende dette maleri i bryllupsgave. Det er blot en henkastet bemærkning, en drøm som ikke bliver diskuteret yderligere.

I den følgende tid drejer kommunikationen sig mest om at finde ud af, hvem Vilma Baumann Stanley og hendes familie er, og hvordan hun kan være kommet i besiddelse af maleriet. Da det er opklaret, koncentrerer vi os om at finde nulevende nære slægtninge. Det ville jo være rart, om vi kunne finde nogen, som havde interesse i Vilma Baumanns efterladte papirer.

Midt i denne proces lader Rosemary bomben springe. Hun er blevet rørt over min henkastede bemærkning om at bruge maleriet som bryllupsgave. Hun var selv sin fars pige, og sådan ville han også have gjort. Kort sagt, Rosemary tilbyder mig at købe billedet. Som sagt, så gjort. Og så kommer Travelling Rachel ud på sin femte rejse over Atlanten.

Jeg er absolut ikke overtroisk, men kan ikke lade være med at nævne en række pudsige tilfældigheder, som vi er stødt på undervejs. Jeg har allerede berørt det kulturelle bånd mellem Travelling Rachel og Rosemary & Joseph Martinez. Da vi begyndte at efterforske Reimund Baumanns slægt, viste der sig et familiemedlem, som også er beslægtet med mig. Hans hustru er også i min slægt, men af en helt anden gren. Hun er i øvrigt lærer på mit gamle gymnasium. Og hendes tidligere samlever er i min kones slægt. Seneste pudsighed er, at da Rosemary sendte billedet til mig, forlod det U.S.A. fra lufthavnen i Chicago, hvor Reimund Baumann var generalkonsul i 26 år. Hver af hændelserne har en helt plausibel og logisk forklaring, men der er mange af dem i samme sag, ikke?

Og mens Travelling Rachel lå i et fly på vej fra Chicago til København, lod Rosemary Martinez endnu en bombe springe: Rachel er ikke et opfundet navn, men en virkelig person, Rachel Proctor, som var familien Baumanns barnepige i Dansk Vestindien. Hun fulgte familien på rejsen tilbage til Danmark og videre til Chicago, hvor hun forblev hos familien i mange årtier. Hun nåede endda at være barnepige for endnu en generation, nemlig Harald og Solange Baumanns børn. Det er vel ingen sensation, at man kender navnet på en person, som er portrætteret. Men blandt Hugo Larsens portrætter af den egentlige farvede befolkning i Dansk Vestindien er dette det første, som vi kan sætte navn på.

Det er vel overflødigt at nævne, at Sanja og hendes Michael blev oprigtigt glade for maleriet. Det skulle også bare mangle. Og vi har selvfølgelig fortalt dem, at de skal være hjerteligt velkomne til at deponere Travelling Rachel hos os, hvis de skulle blive trætte af hende.

Nu hænger Travelling Rachel på væggen hos min datter og svigersøn. Og der hænger hun trygt. Hun er efterhånden blevet en bedaget dame og skal næppe på flere rejser over Atlanterhavet. Men hvem ved? Måske kommer der en dag en Hugo Larsen udstilling i det gamle Dansk Vestindien, som hun absolut må deltage i?

En varm tak til Rosemary Martinez, specielt selvfølgelig for maleriet, men også for hendes store hjælp med at opklare Travelling Rachels historie. Også tak til min gode ven Werner Brandstrup Andreasen for hjælp med at opspore slægten Baumann. Nu mangler vi kun at finde ud af Rachel Proctors historie. Hvor kom hun fra, hvordan kom hun til Dansk Vestindien, har hun stadig familie på øerne? Læs mere om Rachel Proctor.

---

Se også:

En større gengivelse af maleriet i Hugo Larsens vestindiske galleri.

Rachel Proctors historie.